Fødselsforberedelse

Latensfasen er første del af fødslen, hvor veerne starter og ofte er uregelmæssige. Livmoderhalsen modnes og begynder at åbne sig. Fasen kan vare fra få timer til et par dage. Typisk er du derhjemme og afventer og har brug for både at kunne fokusere på kroppens arbejde men også slappe af. Fasen gennemgås med afprøvning af gode afslapningsøvelser, som er lette at inddrage din partner i. Der rådgives i tryg overgang fra hjem til fødeafdeling.
Udvidelsesfasen varer typisk fra 6-12 timer og er perioden hvor veernes intensitet øger og behovet for mere støtte og evt. smertelindring tiltager. Vi bygger videre på både afslapningsøvelserne og ve-arbejdet så du bliver mere tryg ved, hvad din krop kan. Forskellige muligheder for smertelindring gennemgås.
Barnet fødes efter en pressefase som kan vare fra kort tid til over en time. Vi taler om samarbejdet mellem dig, din partner og jordemoderen. Forskellige fødestillinger gennemgås evt. også et par korte fødselsvideoer. Reaktionerne på det første møde med barnet kommer i fokus. Hvis det ønskes kan vi snakke om når barnet forløses med sugekop eller ved kejsersnit.
Efterfødselsperioden: Forløbet på fødestuen lige efter fødslen, inkl. information om syning af evt. bristning. Introduktion til den første amning på fødestuen. Uddybning af individuelle ønsker kan tilkøbes til timepris.